En udstilling af ukrainske Maryna Putrya
”Lykke er at skabe skønhed for andre. Men, du er nødt til at se på verden barnligt, enkelt og oprigtigt” (Maryna Putrya).
For den ukrainske kunstner Maryna Putrya (født 1984 i Poltava) er lykken og glæden gemt i arbejdet med at skabe skønhed ved hjælp af farver, der harmonisk udtrykker lige netop een bestemt følelse.
Siden krigens start i Ukraine indrømmer hun dog, at det kan være svært at finde glæden i at skabe ny kunst, for mange andre indtryk fylder.
De kunstværker Maryna udstiller i Gallery LM er dog fyldt med livsglæde. Hendes billeder er ikke realistiske, men som hentet ud fra en indre verden fyldt med stemning, vidunderlige farver, et enkelt billedsprog og stor udtrykskraft.
Hendes udtryksform er tæt forbundet med den naivistiske kunststil. Det er en sanset, fortolkning af hverdagen og omverdenen, eller den er udtryk for indre drømme uden intellektuelle overvejelser, og uden de karakteristika der kendetegner traditionel kunst som fx brug af perspektivets love.
Maryna arbejder med applikation og collage af mange stykker stof eller karton. Stofferne kan være silke, chiffon, hør og mange andre typer tekstiler.
”Jeg bruger kontrasten i de forskellige farver, for farver har deres egen skønhed. Det er lidt som at skabe farveterapi eller kunstterapi”, siger Maryna Putrya.
Udstillingen kan ses fra den 25.2. – 15.4. 2023. Der er fernisering på udstillingen lørdag den 25.2. kl. 14 – 16.
Samtidig med Maryna Putryas udstilling kan ses en udstilling med tegninger lavet af ukrainske børn, der viser hvordan krigen opleves set igennem børns blik.
Lørdag den 4. marts kl. 14 – 15 giver Maryna en introduktion til udstillingen.
Velkommen til to vigtige og interessante udstillinger!