Introduktion til udstillingen AFTRYK af Ghana

Huset for Kunst og Design,
Nørrebrogade 1,
7500 Holstebro                                                      

Udstillingen er åben i perioden 28.8. – 4.10. 2020.
Fredag, lørdag, søndag kl. 12.00 – 16.00.
Gratis adgang

For 20 år siden kom jeg ved en tilfældighed til Ghana. Dette møde blev starten på en livslang kærlighed til et anderledes land og mange rejser, møder og venskaber med ghanesere. Uden disse venskaber ville mit galleri ikke eksistere.

Patrick Tagoe-Turkson, Installation af kasserede klip-klappere, 2020

Der er sket en stor udvikling i Ghana de sidste mange år, selv om landet fortsat er et udviklingsland med store kontraster mellem rig og fattig, land og by, nord og syd.

Landets forandring, politisk som socialt afspejles også i kunstens udtryk, og det har været interessant at følge de mange skift i billedmæssigt udtryk.

Skulle kunstnerne udtrykke deres lands kulturarv og være ghanesisk, afrikanske? Eller skulle de udtrykke sig som vestlige kunstnere i stil og motiv? Eller kunne det lykkes at finde en særlig stil, der forenede begge dele? Der har været store udfordringer for de ghanesiske kunstnere.

Læs meget mere om kunstnerne her.

Gallery LM´s æreskunstner Atta Kwami er en af de kunstnere, der har kæmpet for anerkendelse ved at insistere på et abstrakt billedsprog, men med tydelige koloristiske referencer til Ghana.

Atta Kwami
Atta Kwami, Kumasi, Ghana 2019

I efteråret 2018 opstod muligheden for at åbne et kunstgalleri med ghanesiske kunstnere, og med hjælp fra Atta Kwami fik jeg kontakt til Patrick Tagoe-Turkson, der siden har været en uvurderlig samarbejdspartner i arbejdet med at opbygge et kunstnernetværk.

”Ting tager tid” som de siger i Ghana, men nu er det lykkedes, trods Corona og andre udfordringer. Det er derfor med stor glæde, at jeg kan præsentere min første udstilling i Danmark AFTRYK af Ghana.

Tusind tak til

Huset for Kunst og Design, Holstebro for at lægge lokaler til udstillingen. Ghana Venskab for at medfinansiere kataloget.

Patrick Tagoe-Turkson, Anita Cudjoe, Osei Moses Seth og T.T. Blankson for kunst og tålmodighed i processen undervejs.

Tusind tak også til de praktiske hjælpere i Ghana, Winfred Nii Quartey og Kojo Stepehen Aidoo.

Lisbet Mogensen
Ulfborg, august 2020